Som produktionsleder er du ansvarlig for den daglige produktionsstyring på et landbrug. Du arbejder selvstændigt, og du er typisk ansat som mellemleder med ansvar for at lede det øvrige personale i det daglige arbejde. På uddannelsen lærer du at drive en produktion og at lave de økonomiske beregninger, der hører til. Med udgangspunkt i dit valgte speciale lærer du at analysere og vurdere en produktion og at gennemføre ændringer, der kan gøre den bedre.