EUD Landmand

EUD Landmand

For dig, der drømmer om at blive en af verdens førende fødevareproducenter

Uddannelsens opbygning – start med grundforløb og bliv en del af danmarks gladeste grundforløb.

Med en EUD Landmand tager du den klassiske vej mod en fremtid indenfor landbruget. Bliv klædt på til succes i landbruget – vælg en EUD Landmand på Lundbæk. Grundforløb 1 er for dig, der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse eller for dig, som er gået ud af 9. eller 10. klasse for højst ét år siden. På grundforløb 1 opnår du indledende og generelle erhvervsfaglige kompetencer samt almene kompetencer. Det skal hjælpe dig til at træffe dit valg om en fremtidig uddannelse indenfor landbruget.

Grundforløb 2 er specifikt målrettet mod hovedforløbet i landbrugsuddannelsen. Her opnår du altså de faglige og personlige kompetencer, der skal til for at blive optaget på hovedforløbet.

Du tilmelder dig uddannelsen på optagelse.dk.

OPTAGELSESKRAV

  • Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse skal du starte på Grundforløb 1.
  • Hvis det er op til ét år siden, du gik ud af 9. eller 10. klasse kan du også starte på Grundforløb 1.
  • Du skal være erklæret uddannelsesparat for at kunne starte på uddannelsen.
  • Du skal som minimum have opnået karakteren 02 i fagene dansk og matematik ved afgangsprøven i 9. eller 10. klasse.
  • Hvis det er mere end ét år siden, du gik ud af folkeskolen, kan du starte på Grundforløb 2, hvis du opfylder karakterkravet om 02 i dansk og matematik.
  • Hvis du har en uddannelsesaftale med en landmand, kan du starte direkte på Grundforløb 2 med opstart i august, eller starte i praktik i for eksempel seks måneder og derefter begynde på Grundforløb 2 i januar. Så behøver du ikke opfylde karakterkravet på 02, men du skal stadig kunne bestå grundfagene og den afsluttende eksamen på Grundforløb 2 for at kunne fortsætte uddannelsen.
  • Har du gennemført et produktionsskoleforløb eller målrettet erhvervsuddannelse af et års varighed, kan du starte på Grundforløb 2.
  • Har du gennemført et helt år af en gymnasial uddannelse, kan du starte på Grundforløb 2.
  • Har du allerede gennemført en ungdomsuddannelse, har du direkte adgang til Grundforløb 2, og du skal således ikke opfylde karakterkravet på 02 i dansk og matematik.

IKKE OPNÅET KARAKTEREN 02 I DANSK OG MATEMATIK

Opnår du ikke karakteren 02 i din afgangsprøve fra folkeskolen, kan du aflægge en skriftlig prøve på Nordjyllands Landbrugsskole. Prøverne er på niveau med kravene for at opnå karakteren 02 i folkeskolens 9.klassesprøve i både dansk og matematik. Prøverne er fagligt tonet mod erhvervsuddannelserne, altså de må forventes at have en faglig vinkel. Optagelsesprøverne har en varighed af 2 timer og bedømmes bestået/ikke bestået.

Ud over gennemførelse af optagelsesprøven skal du også deltage i en samtale med skolen. Ud fra prøvens resultat og samtalen, træffer skolen en begrundet afgørelse vedr. dit optag på uddannelsen.

Grundforløb 1

Grundforløb 1 er din start på uddannelsen til landmand. De 20 uger vil have en faglig vinkel indenfor landbruget, men det primære formål med forløbet er at du får et indtryk af landbruget som dit fremtidige erhverv, og at give dig de rette redskaber til at gennemføre uddannelsen.

På Grundforløb 1 er de 20 uger delt ind i erhvervsfag med emnerne Arbejdspladskultur, Praktikpladssøgning, Samfund og sundhed, Arbejdsplanlægning og samarbejde, Faglig dokumentation, Faglig kommunikation, Innovation og Metodelære. Erhvervsfagene skal være gennemført og bedømmes med karaktereren ”bestået” eller ”Ikke bestået”. Ud over erhvervsfagene skal du gennemføre grundfaget Dansk enten på E-niveau (hvis du er gået ud af 9. klasse) eller på C-niveau (hvis du er gået ud af 10. klasse). Faget bedømmes med en standpunktskarakter og der er eksamen i faget. Du får også mulighed for at have valgfag i op til 4 uger. Disse valgfag kan være yderligere grundfag eller andre fag som kan være med til at forberede dig til et kommende hovedforløb.

Erhvervsfagene, dansk og valgfagene er inddelt i nogle spændende temaer, hver af 3 ugers varighed. Der vil i hver uge være en kombination og klasseundervisning, praktisk arbejde, idræt/bevægelse og ture ud af huset. Vi tager tit en bustur til et relevant besøg, men af og til cykler vi ud til en lokal landmand, eller cykler på ”marktur”. Det vil derfor være nødvendigt at du medbringer en cykel på GF1.

På grundforløb 1 kommer du til at arbejde tværfagligt og helhedsorienteret, og hver uge er der en eller anden form for dokumentation der skal afleveres. Det kan være et fysisk produkt, billedserie, film, diaspræsentation, herbarium, skriftlig opgave, fremlæggelse eller andet. Hvis du på Grundforløb 1 har gennemført erhvervsfagene og dansk har du adgang til Grundforløb 2 uanset hvilke karakterer, du opnår ved standpunktsbedømmelsen og eksamen.

Grundforløb 2

Grundforløb 2 tager fat på den mere landbrugsfaglige del af uddannelsen og gør dig klar til din første praktikperiode, og senere 1. hovedforløb.

Dyr, planter og maskiner

Grundforløbet er en kombination af praktiske øvelser og klasseundervisning. Vi lægger stor vægt på, at du føler der er sammenhæng mellem det du lærer på skolen og det praktiske erhverv du skal ud i. Du skal have fag som arbejdsmiljø, husdyr, planteavl og maskinteori. Du kommer til at bruge en del tid i skolens værksted, hvor du skal lave mindre reparationer, gøre maskiner klar til markarbejde og lære at svejse. Du kommer også til at have praktik hos lokale dygtige kvæg- og svinelandmænd, først sammen med dine klassekammerater og undervisere, og derefter på egen hånd i nogle dage. Udover staldpraktik og malkeøvelser kommer du også på en del ekskursioner på andre typer landbrug og landbrugsrelaterede virksomheder. I løbet af dine 20 uger, skal du også erhverve dig flere forskellige beviser som traktorkørekort, førstehjælp og medicinkursus. En del af undervisningen på grundforløb 2 er bygget op omkring miniprojekter, som giver dig mulighed for at arbejde med den viden du har fået igennem den praktiske og teoretiske undervisning. Disse miniprojekter er også med til at forberede dig på de faglige krav der stilles på hovedforløbene.

Bestået grundforløb

På Grundforløb 2 skal du bestå grundfagene Biologi og Naturfag på F- niveau. Ved fagenes afslutning gives en standpunktskarakter, og der trækkes lod om, hvilket af fagene, du skal til eksamen i. Eksamen og standpunkt skal være bestået med karaktereren 02.

Du skal også have bestået følgende certifikater:

  • Kørekort til minimum traktor
  • Førstehjælpsbevis – 12 timer
  • Medicinhåndteringsbevis
  • Brandbekæmpelsesbevis
  • §17-bevis (arbejdsmiljø og sikkerhed ved termisk svejsning)

Ved afslutning af Grundforløb 2 skal du til grundforløbsprøve. Det er en mundtlig eksamen, der tager udgangspunkt i de landbrugsfaglige områder af din uddannelse. Denne eksamen skal bestås med karaktereren 02. Når du lever op til de ovenstående krav, har du bestået dit grundforløb og kan starte din første praktikperiode og efterfølgende starte på hovedforløbsuddannelsen.

Hovedforløb

I hovedforløbet kommer du til at have spændende valgfag og mere specialisering, samt endnu et praktikophold. Hovedforløbet er en kombination af undervisning og praktik. Når du har gennemført disse, kan du kalde dig Faglært Landmand.

Praktik – en vigtig del af din uddannelse

Praktik gennemføres i hele uddannelsen på godkendte praktikpladser og gennemføres på mindst to praktikpladser. Der er dog mulighed for at gennemføre hele praktikken på samme praktikplads, når bedriften er tilstrækkelig alsidig.

  • Grundforløbspraktik – 13 mdr.
  • Hovedforløbspraktik – 15 mdr.

Når dit praktiksted skal være godkendt til at have elever, kan det være en god idé at gå ind på praktikpladsen.dk. Her får du en oversigt over godkendte virksomheder til landmandsuddannelsen. Du kan også se, hvilke virksomheder der har opslået ledige stillinger.

Vore vejledere på skolen kan hjælpe dig på vej, hvis det ikke lykkes for dig selv at finde en praktikplads

Når du har fundet en praktikplads, skal du have en skriftlig uddannelsesaftale med virksomheden. Aftalen gælder som ansættelseskontrakt.

I din praktikperiode er det en god ide at være medlem af Landboungdom. Landboungdom er en forening for unge der arbejder i landbruget. Samtidig laver de en masse sociale og faglige arrangementer.

Du kan tage et eller flere praktikophold i en virksomhed i udlandet med PIU-ordningen. Din praktik i udlandet giver merit og tæller derfor med i den samlede uddannelse.

Praktik i udlandet

PIU står for praktik i udlandet.

Du kan tage et eller flere praktikophold i en virksomhed i udlandet med PIU-ordningen. Din praktik i udlandet giver merit og tæller derfor med i den samlede uddannelse.

Der er to muligheder for at rejse til udlandet:

  • Uden dansk praktikplads – direkte efter skolen
  • Med en dansk praktikplads – din danske arbejdsgiver udstationerer dig i en periode i udlandet

HVIS DU REJSER UD UDEN EN DANSK PRAKTIKPLADS

Rejser du ud uden en dansk uddannelsesaftale, skal praktikperioden forhåndsgodkendes af skolen. Du skal have løn efter udenlandske vilkår, og lønnen er som regel lavere, end den du ville have fået i Danmark. Du kan få et særligt tilskud til jobsamtale, rejser, flytning, bolig i udlandet mm. fra Arbejdsgivernes Uddannelses Bidrag – AUB.

HVIS DU HAR EN DANSK PRAKTIKPLADS

Hvis du har en dansk praktikplads, kan du aftale med din arbejdsgiver, du tager en del af din praktik i udlandet.Når du bliver udstationeret er du stadig omfattet af din danske uddannelsesaftale. Dvs. din danske arbejdsgiver har ansvaret for din uddannelse, og du får løn efter dansk overenskomst. Din arbejdsgiver kan få refunderet:

  • Lønforskellen mellem dansk og udenlandsk elevløn
  • Udgifter til din ud- og hjemrejse
  • Udgifter til evt. flytning, hvis du skal være i praktik i udlandet i længere tid