Skolens værdigrundlag

Vores skole bygger på moderne pædagogik og undervisningsmetoder, og vi tager et socialt ansvar.

Nordjyllands Landbrugsskole har rødder i den danske højskolebevægelse og er en kostskole (mulighed for kost og logi). Skolen har således en væsentlig opgave i forhold til udvikling af elevernes almene dannelse og udvikling af en stærk og selvstændig personlighed. Værdier som åbenhed, selvstændighed, konsekvens, demokrati, ansvarlighed overfor sig selv og andres læring og udvikling, gensidig tillid, ligeværdighed, motivation og arbejdsglæde udgør grundlaget for et godt læringsmiljø.

Skolen respekterer dette idegrundlag samtidig med at man skal modne og kvalificere meget unge til at gå ind i et erhverv, der udvikler sig hastigt.

Skolen tager udgangspunkt i de faglige og personlige kompetencer som den enkelte elev har ved start af uddannelsen. I samarbejde med eleven udarbejdes dennes personlige uddannelsesplan. Uddannelsesplanen kan tilpasses efter elevens ønsker under vejs i uddannelsen.

Skolen kvalificerer eleven gennem undervisning og samvær til en tilværelse i et dynamisk erhverv. Skolen prioriterer elevernes kontakt med voksent personale ( lærere og andre ansatte) højt. Derfor undervises der 34 lektioner pr. uge. Det tilstræbes at eleverne har mindst 3 timers lektier pr. uge. Hver uge afleveres ugeopgave, der rettes af faglærere. Skolen har vagt og lektieordning dagligt fra 16:00 til 21:30 – herefter overtager nattevagten. Skolen kvalificerer således eleverne til en 37 timers arbejdsuge, samtidig med at det falder eleverne naturligt at søge hjælp og vejledning i såvel faglige og personlige problemstillinger.