Jakob Autzen, ny forstander på Nordjyllands Landbrugsskole

LUNDBÆK: Landbrugskundechef hos Vækstfonden Jakob Autzen, Frejlev, bliver ny forstander på Nordjyllands Landbrugsskole. Jacob tiltræder jobbet 1.6. 2020.

Han efterfølger Erik Poulstrup, der siden 2016 har været med til at synliggøre, drifte og videreudvikle Lundbæk, så skolen står styrket i forhold til fremtidige muligheder.

Jakob Autzen er et kendt ansigt på Lundbæk, hvor han tidligere har været både underviser og stedfortræder.

Efter en lederuddannelse i militæret, valgte Jakob at følge sin passion for landbruget, og uddannede sig til Faglært Landmand og efterfølgende Jordbrugsteknolog, fra Aarhus Erhvervsakademi. Den landbrugsfaglige uddannelse blev senere suppleret med en uddannelse som Erhvervsrådgiver hos Nordea.

Han har de sidste 6 år været Landbrugskundechef hos Vækstfonden, hvor han har ledet forhandlinger omkring finansierings løsninger i landbruget.

Jakobs erfaringer fra både det primære erhverv og fra finansieringsbranchen er et godt match til uddannelse af velkvalificeret arbejdskraft og dygtige ledere/nye ejere til et spændende landbrugserhverv, som i stigende grad har behov for dygtige unge mennesker.

“I Jakob har vi ansat en forstander som har en bred forståelse for landbruget, og de udfordringer erhvervet til stadighed står overfor. Medarbejdere og bestyrelsen ser frem til at en stærk profil som Jakob Autzen kan videreføre Lundbæk som en faglig stærk skole med stolte traditioner,” siger bestyrelsesformand og gårdejer Bøje Pedersen, Astrup.